Velkommen til Urmagerne.DK - En side om urmagere, ure og teknikken i urene.

 


Langtfra alle vandtætte ure kan holde til dykning

Et vandtæt ur er ikke altid vandtæt

Den følgende artikel er fra Dagbladet Politiken 24/1-1998
Af Lars-Terje Øland Lysemose, små rettelser af TM

Det kan være en forvirrende oplevelse at finde sig et vandtæt armbåndsur. De er nemlig langtfra altid vandtætte. Det erkender flere urmagere.

XXX (Censur) på Amagerbrogade i København sælger vandtætte ure fra 500 kroner og opefter. Men at uret til 500 kroner bærer fodboldhelten Michael Laudrups navn eller et kendt sportsmærke som Adidas, er ingen garanti for, at det også kan holde vand ude, selv om det sælges som vandtæt. Det kan højst klare dybderne i et svømmebassin (badekar), og man skal nok ikke regne med, at det holder mere end tre-fire år, fortæller sælgerne, som ikke anbefaler ure i denne prisklasse til virkelige sportsdykkere.

Skal man virkelig i dybden, må man punge ud med mindst 1500 kroner, men så kan det også i mindst 15 år, lyder det samstemmende hos flere urmagere. Ure i denne prisklasse fås også med dybdemåler og en alarm, hvis man stiger for hurtigt op til overfladen. Enkelte kan endda holde til dybder på 300 meter eller mere.

Ingen kontrol

Som forklaring på de kaotiske tilstande, siger Bent Madsen, næstformand i Dansk Urmager- og Optiker Centralforening: - Der findes ingen uafhængig kontrol af, om urene nu også overholder de normer og betegnelser for vandtæthed, der står på dem. Det er altså producenten der bestemmer, hvad skal stå på urene. Men der er i hvert fald en klar sammenhæng mellem pris og kvalitet. Selv om der på et ur til 500 kroner står, at det er vandtæt ned til 100 meter, så ville jeg aldrig anbefale det til en rigtigt sportsdykker.

Grunden til at de billige ure ikke kan holde ved gentagne dykninger på dybt vand, skyldes urkassen. Ofte er den simpelthen ikke bygget til gang på gang at modstå det tryk, den udsættes for. Det eneste producenten tester, før uret udstyres med betegnelsen vandtæt ned til 100 meter er, at uret ved et enkelt forsøg kan modstå et tryk på ti atmosfærer i to minutter.

Vælg et kendt ur

På grund af de kaotiske tilstande anbefaler Forbrugerstyrelsen at man vælger et ur, der er produceret af de kendte urfabrikker. De har ofte en udvidet garanti på urkassen, fordi deres renommé står på spil.

Samtidig skal man være opmærksom på, om der står dykkerur, vandtæt (waterproof) eller vandbeskyttet (waterresistant) på uret. Det har nemlig stor betydning for, hvad uret kan holde til.

- Det er et spørgsmål om vildledning, hvis ikke urmageren skelner mellem betegnelserne, siger jurist og specialkonsulent Charlotte Arup i Forbrugerstyrelsen, der kender til flere sager Klagenævnet om såkaldte vandtætte ure, der viste sig ikke at holde vand (ude).

Ifølge forbrugerstyrelsen skal ure for at benytte betegnelsen vandtæt kunne tåle at komme under vand. Samme krav gælder imidlertid ikke ved betegnelsen vandbeskyttet. Et egentligt dykkerur skal derimod ikke alene kunne tåle at komme i vand, men også kunne tåle et vandtryk på mindst ti atmosfærer, svarende til 100 meters dybde.

Citizen Aqualand

<<<<1- Seiko og Citizen (+ Omega, Tissot, Rolex, Breitling mf) er kendt for at lave solide dykkerure med udvidet garanti. Dette Citizen Aqualand dykkerur med dybdemåler og alarm er vandtæt til 200 meter og afprøvet af kronprins Frederik. Til gengæld koster det også 3495 kroner hos XXX. Prisen for et rigtigt dykkerur begynder ved 1200 kr. (uret har ingen funktioner udover at vise tid).Michael Laudrup ur

 

>>>>2- Dette Michael Laudrup dykkerur, der sælges hos XXX til 498 kr., holder ikke til rigtige sportsdykkere. På bagsiden er det mærket som waterresistant, ikke som waterproof 100 meter, der er minimumskravet for et rigtigt dykkerur.

 


Tilføjelser af: TM

Nogle mærker skelner tilsyneladende ikke mellem betegnelserne waterresistant 100m & waterproof 100m, de dækker tilsyneladende det samme.

Jeg har fjernet de butiks navne, der var nævnt i artiklen.
 

  Siden er sidst opdateret : 15 December 2005