Stene - intet som stene!

I Basel fødtes i 1664 Nicolas Fatio de Duiller, som egentlig i begyndelsen ikke havde nogen faglig forbindelse til ure. Efter at have afsluttet sit matematik-studie, beskæftigede han sig først med optiske glas. Samtidig udviklede han en fremgangs-måde for at gennembore ædelstene.
 

Den betydning, hans opfindelse kunne få for urmageriet, var Fatio de Duiller ikke klar over. Først efter mødet med brødrene Pierre og Thomas Debanfre åbnedes ham et interessant fremtidsperspektiv i tidsmålingens verden. De to franske urmagere opdagede ca. l700 værdien af denne teknologi for deres erhvervsområde.

Slid i lejerne
Dengang drejede alle tappe sig i huller, som urmageren havde boret direkte i messingen på værkplader og broer. Tryk og store omdrejningstal medførte uundgåeligt slid på lejerne i betragtelig grad. I fællesskab fik denne trio, der dengang levede i London derfor et patent på anvendelse af gennemborede ædelstene som lejer. I 1704 kunne de udnytte deres patent, idet de begyndte at fremstille borede og ikke-borede stene til urværker.

Sænker sliddet
Ved hjælp af denne revolutionerede lejeteknik opnåede engelsk urmageri et bemærkelses-værdigt forspring over for den kontinentale konkurrence, der holdt sig i hele det 18. århundrede. De nye stenlejer formåede at sænke sliddet og forlænge urenes levetid betydeligt. Teknikken slog igennem, hvilket et blik på lomme- og armbåndsure af enhver art let afslører. Siden 1902 har syntetiske rubiner holdt deres indtog. Gennem fremragende materiale-egenskaber og gunstig pris, var der ingen vej udenom dem. »Rubis Scientifique« er hård, homogen og leveres i smukke røde, hvide eller blå farver. Den lader sig desuden relativt let bearbejde. Den afløste den såkaldte »Rekonstituerede rubin«, der fremstilledes ved smeltning og sammenpresning af naturrubin-affald, og som aldrig udmærkede sig ved særlig fremragende kvalitet. Naturædelsten anvendtes sjældent på grund af den høje pris.

Uden fejl
Den syntetiske rubin adskiller sig i øvrigt kun fra naturrubinen ved måden den er fremstillet på, men den syntetiske sten kan fremstilles uden fejl, der jo er skattede ved naturrubinen. Den økonomiske masseproduktion af syntetiske rubiner, der findes ca. 2500 sorter urstene, der ved diameter, tykkelse og huldiameter - førte til, at der i løbet af dette århundrede udstyredes - selv relativt billige ure - med stenlejer. Sådanne gjaldt som kvalitetsmål og dermed som salgsargument.

På skiven
På skiven stod antallet af stene (rubis). Fremstillere af luksuriøse tidsmålere holdt sig derimod tilbage. Muligvis vidste deres kunder allerede, at i princippet ansås mindst 15 stene som tilstrækkeligt.
Der bruges 2 ankersten, l ellipsesten i plateauet, 2 leje- og 2 dæksten ved balancen, 2 lejesten ved ankeret og hver 2 lejesten ved ganghjul, sekundhjul og mellemhjul. Ved finere ure bruges også stenlejer til minuthjul. Der kan være dæksten over ganghjuls- og ankerlejer. Med 18 stene er uret i reglen optimalt udstyret.
 

Artikel fra magasinet TID & SYN nr. 12/97. Oversat af urmager Knud Laursen, artiklen er oprindelig bragt i magasinet CHRONOS.