Jørgen Jørgensen - tidligere faglærer på Urmagerskolen i Ringsted - bruger nu sit otium til at konstruere og fremstille ure helt fra bunden. Lige fra beregningerne overfræsning af tandhjulene til den endelige finish.

I 33 år underviste Jørgen Jørgensen som faglærer på Urmagerskolen i Ringsted generationer af urmagere, og i alle de mange år har han ikke selv lavet et eneste ur. Tiden gik med undervisning. Da Jørgen Jørgensen for to år siden gik på pension, fortalte han til TID & SYN, at nu ville han til at frem­stille ure. Helt fra bunden. Med egne beregninger og tegninger. Kort fortalt er der tale om unika. »Urene skal være nogle, som ikke er lavet før. Det er udfordringen at finde på nye ideer og løsninger inden for et område, hvor det meste er set før. Der er ikke så meget ved at fremstille noget, som andre har lavet før. Det skal ikke være kopier, det jeg laver. Jeg beskæftiger mig heller ikke med reparationer«, fortæller Jørgen Jørgensen, som i sin villa i Benløse tæt ved Ringsted har indrettet to urmagerværksteder. Et til større ure og et til mindre. Større ure er eksempelvis normalure, og så giver de mindre ure sig selv.

Fremstiller selv værktøj

De sidste fire-fem år før Jørgen Jørgensen stoppede som faglærer på Urmagerskolen, havde han besluttet sig for at gå i gang med urmageriet. Derfor begyndte han stille og roligt at købe maskiner og værktøj op, når muligheden bød sig. »Det er blevet til en brugt drejebænk, diverse fræsere og boremaskiner. Men det meste af værktøjet har jeg selv måtte konstruere. Det er også en del af udfordringen«, konstaterer Jørgen Jørgensen, hvis første projekt var et normalur, der hænger på væggen i hjemmet. Det var et par år under vejs.

Stål er ikke bare stål

»Normaluret svinger inden for et sekund om ugen. Normaluret er helt igennem min egen konstruktion, og undervejs i den praktiske form for urmageri har jeg måttet lære en masse om forskellige metallers egenskaber. Messing er ikke bare messing. Og stål er ikke bare stål«, fortæller Jørgen Jørgensen. Beregninger viste, at normalt stål til pendulet - alt efter temperaturen i lokalet - ville udvide sig eller trække sig sammen, og dermed give uret en upræcis gang. Derfor måtte Jørgen Jørgensen i gang med at lede efter invarstål, som stort set ikke ændrer sig ved de temperatursvingninger, der er i et normalt lokale. »Derfor blev det til telefonsamtaler rundt i Danmark til forskellige grossister inden for jern og stål. Nogle havde hørt om stålet, andre havde ikke. Jeg blev også undervejs henvist til Teknologisk Institut. Et sted kunne de godt skaffe invarstålet hjem, men mindste bestilling var halvandet tons. Et andet sted var diameteren på invarstålet 45 millimeter. Så jeg måtte ringe rundt i Europa, hvor jeg af en grossist fik at vide, at han for nogle år siden havde solgt invarstål til et finmekanisk værksted i Næstved. Men hvad det hed, kunne de ikke huske«, fortæller Jørgen Jørgensen.

Nærved og Næstved

Jørgen Jørgensen kunne efter et par opslag på Internettet finde frem til firmaet i Næstved - 30 kilometer fra Ringsted. De solgte ham gerne et par tre meter lange stænger af det eftertragtede invarstål, der blev brugt til normalurets pendul. For ligesom at binde en sløjfe på fortællingen om Normaluret, er det stål, der holder de to bly vægte, som hænger for enden af pendulet, også udvalgt med omhu. Det udvider sig modsat af invarstålet, så den samlede virkning af temperatursvingninger i pendulet næsten er neutral. Jørgen Jørgensen har også en aftale med en grossist i København, hvor han engang imellem kigger ind for at købe messing i plader og stænger til en pris af 75 kroner per kilogram. Det er en favørpris, fordi Jørgen Jørgensen får lov til at vælge blandt det fraklip af metaller, som firmaet har.

Tegning og beregning

Da Jørgen Jørgensen selv var elev på Den Danske Urmagerskole, blev han blandt andet undervist af den navnkundige Otto Mortensen, som færdiggjorde Jens Olsens Verdensur. Jørgen Jørgensen husker fra den gang om sin senere faglærerkollega på Urmagerskolen, at Otto Mortensen lagde meget vægt på undervisning i beregninger og fremstilling af dele til ure. »Det var lige efter krigen, hvor det var svært - for ikke at sige umuligt - at få fourniture til urene. Derfor lå meget af undervisningen inden for dette felt, og det fangede også dengang min interesse«, fortæller Jørgen Jørgensen, der var urmagerlærling hos Anker Jensen i Ringe på Fyn. Det var lidt af en lærlinge-fabrik, hvor der konstant var mellem tre og fire lærlinge. Læretiden for urmagere i provinsen var fem år mod fire et halvt år i København. Men de to første år hos Anker Jensen reparerede Jørgen Jørgensen stueure. Og de næste to år stod den så på reparation af armbåndsure. Det sidste halve år var det tid til ophold på Urmagerskolen, som dengang lå på Teknologisk Institut i København.

Bruger kuglelejer

Restaureringen af Jens Olsens Verdensur hos konservator og urmager Søren Andersen gav Jørgen Jørgensen den ide, at han også kunne bruge kuglelejer i sine konstruktioner - ganske som der blev sat ind i verdensuret, da det blev renoveret. »I det skeletur med slag, som jeg har fremstillet, er der anvendt 26 små kuglelejer. Beregninger viser, at det kun taber 21 procent af den tilførte kraft ved friktion. Og dermed bliver sliddet mindre, og det går lettere. En af årsagerne til det mindre tab skyldes kuglelejerne samt at tand­hjulene, jeg fremstiller, er med evoluente tænder mod traditionelle cykolide. Et normalt ur taber cirka 35 procent«, forklarer Jørgen Jørgensen.

Fra 12 til seks kilogram

Til skeleturet gik der 12 kilogram messing, som blev reduceret til lidt under det halve. I første omgang fremstillede Jørgen Jørgensen tandhjul med fem singler, men det gik han hurtigt fra, da det var et stort arbejde. De fem blev ændret til tre singler, og det lettede fremstillin­gen ganske gevaldigt. Det tager mellem to til tre år fra ideen til uret opstår til uret går. Materialer til eksempelvis skeleturet har stået Jørgen Jørgensen i 3.500 kroner. »Det er ikke meget at bruge på sin hobby. Hvis jeg var lystfisker, ville det også have omkostninger«, konstaterer Jørgen Jørgensen.

Ur som skulptur

Normalt er tandhjulene i et ur placeret mellem to værkplader. Men den kon­struktion har Jørgen Jør­gensen udfordret. Det er blevet til et ur, der kun er en plade, hvorfra akslerne med tandhjulene stikker ud. Urets enkeltdele har med sit forgyldte messing placeret på en blå baggrund karakter af en bevægelig skulptur - et mekanisk maleri. Alle tandhjulene er placeret på aksler, der går gennem et rør, hvor der er kuglelejer i begge ender. På bagsiden holdes akslerne indbyrdes på plads af justerbare nipler. Pendulet er placeret til venstre for tandhjulene. Pendulets effekt overføres fra ankeret via en tynd stålwire. Et nyt ur er allerede på tegnebrættet. Det er skelet-ur i stueurformat.

Uundværlige følgesvende

Men tilbage til Benløse og de to urmagerværksteder, hvor Jørgen Jørgensen residerer. Og lad os lige slå fast, at Jørgen Jørgensen ikke samler på ure. Han fremstiller dem: »Jeg synes det er spændende at arbejde med kon­struktionen helt fra bun­den. Lige fra beregningerne med masser af afprøvninger om det nu også funge­rer i virkelighedens ver­den over til tegningerne frem til den endelige fremstilling af tandhjul. Jeg har det bedst, når der er to - tre projekt at springe rundt imellem. Både på værkstedet og på tegneblokken. Mange af ide­erne til konstruktioner får jeg under familiens rejser med campingvogn rundt i landet, hvor jeg altid har min tegneblok og lomme­regner med. Det er to uundværlige følgesvende

Denne Artikel er fra Tid & Syn Nr. 3 Marts 2002