Bornholmerurets Historie

Opdatering:

Vi har fået en spændende mail fra Poul-Erik Sjøberg, som er en efterkommer efter den bornholmske urmager Gustav Axel Sjøberg.

"Subject: Gustav Axel Sjøberg - taffelurmager på Bornholm"

Jeg er ovennævntes oldebarn og kan oplyse at GAS døde i Rønne 8/9 1903. Den ældste søn, Jens Carl Sjøberg og den yngste søn, Valdemar Sjøberg, blev begge uddannede som urmagere hos faderen. Så vidt jeg ved var Valdemar S. den urmager der producerede det sidste "ægte" bornholmerur.

Selvom GAS var kendt som taffelurmager lavede han et enkelt standur til sig selv. Jeg er i besiddelse af værket m. forsølvet skive, samt pendulet, lodder mm. Værket er stemplet med initialer og årstal. Selve urkassen er gået til. Jeg så resterne af den ormædte kasse, og måtte dengang konstatere at hvor det mekaniske var og er af meget høj kvalitet, så har snedkeren været amatør (måske ham selv?). Uret var en "dame".
 

Det bornholmske urmageri går tilbage til 1740'erne. Ifølge overleveringen strandede der på den tid et engelsk skib, som havde en del stueure i lasten. Urene var medtagne og blev leveret til reparation hos en rokkedrejer i Rønne, som satte dem i stand, og som derigennem fik sådan en indsigt i urenes indretning, at han selv begyndte at lave ure, først i træ og siden i metal. Selvom det bornholmske urmageri findes omtalt i skriftlige kilder, nævnes strandingshistorien ikke før i 1794, da de bornholmske urmagere ansøger kongen om støtte til ansættelse af en faguddannet lærer. Man har dog for nyligt fået bekræftet historien ved fund af samtidige omtaler af strandingen i de bornholmske kirkebøger, og man anser den i dag for at være sand.

At urmageriet var kommet i gang omkring 1750, og at det var drejere, der påbegyndte det, viser et notat, der findes i en samling optegnelser fra denne tid, som Øens daværende amtmand, Johan Christian Urne, har efterladt. Notatet lyder: "Borger og snedker Poul Ottesen Arboe, endnu boende i Rønne, hvor to sønner er blevet navnkundige ved det, de selv har lært sig drejer- og urmagerkunsten, så at mange stueure af deres arbejde forsendes til København og andre steder". De to navnkundige sønner hed Otte og Peter Poulsen Arboe. Otte Poulsen Arboe var den ældste. Han var født den 3. april 1719 og må have taget borgerskab i Rønne 1741, da han blev 21 år, eller kort efter. Han var ugift og boede hele sit liv i faderens ejendom på vestsiden af Store Torv i Rønne. Her døde han den 19. august 1773. Peter Poulsen Arboe var født den 19. april 1726 og var således 7 år yngre end broderen. Han boede også hos faderen, i alle tilfælde indtil han blev gift i 1748. Derefter boede han en tid i det nuværende Nørregade, men flyttede i 1752 til en ejendom, han havde købt i Storegade. Her boede han, til han døde i 1766, 7 år før Otte Arboe. Efter det foreliggende må brødrene have fremstillet de første bornholmerure, medens de arbejdede sammen på værkstedet hos faderen. Antageligt efter at Otte Arboe havde løst borgerskab (o. 1748), men før Peter Arboe flyttede hjemmefra (o. 1748). Man må antage, at Peter Arboe har arbejdet som medhjælper hos broderen, indtil han selv løste borgerskab i 1750. Der er bevaret ikke så få ure med Otte Arboes navn, men måske endnu flere med Peter Arboes. De er alle standure med barokprægede trækasser, jernskiver med støbte hjørneornamenter og talkranse af tin med romertal. Værkerne er af messing. Alle de bevarede ure er af god kvalitet; men det må de nødvendigvis være i betragtning af deres alder. Eventuelle dårligt fremstillede ure er for længst slidt op. Ingen af de bevarede ure har værk af træ eller udviser træk, der kan føres tilbage til træværker. Har sådanne eksisteret, er de forlængst gået tabt. Man har hidtil ikke påvist en udviklingslinie inden for brødrenes ure; men det vil måske komme, når urene bliver nærmere undersøgt. Deres ure er som regel nummererede. For Otte Arboes vedkommende kendes der numre op til 759, for Peter Arboes til 1757.

Flere forfattere har anført, at de bornholmske ure har stor lighed med samtidige engelske standure. Desværre har de ikke specificeret, på hvilke områder lighederne er at finde. Det virker, som om man har godtaget strandingstraditionens oplysning om, at de første bornholmerure var kopieret efter de strandede engelske ure. Da de ældste bornholmerure har stor lighed med samtidens danske standure, kan man lige så godt antage, at bornholmerurene bygger på den almindelige danske urmagertradition. I årene 1750-70 voksede det bornholmske urmageri. Der kom flere og flere urmagere i Rønne. Man må antage, at de nye urmagere enten havde lært hos brødrene Arboe eller også hos brødrenes elever. Der er ikke oplysninger, der tyder på, at der er kommet fremmede urmagere til øen i disse år. Rønne borgerskabsprotokol er ikke bevaret fra tiden før 1766. Derfor er oplysningerne om de første bornholmerurmagere meget tilfældige. Men antageligt var Claus Bohn (død 1787), Ole Henrichsen (nævnt 1753) og Tønnes Rasch blandt brødrene Arboes første elever. Blandt de urmagere, der nævnes i borgerskabsprotokollen fra 1766-1800, er følgende de mest kendte: Jens Michelsen eller Michael og Jørgen Peter Arboe, der begge får borgerskab i 1776. Endvidere Hagen Funch og Anthoni Schov, der får borgerskab i 1780. Chr. Bidstrup, Poul Hansen og Chr. Due, der får borgerskab i 1782. Poul Arboe, borgerskab i 1784, samt Joseph Bjerregrav og Edvart Sonne, der får borgerskab i 1787, og endelig Niels Sonne, der får borgerskab i 1792. Der findes endnu ure, der er lavet af disse urmagere.

Da der ikke var nogen urmagerorganisation på Bornholm på den tid, svarende f.eks. til lauget i København, har urmageruddannelsen på Bornholm sikkert været præget af tilfældighederne. Det hævdede i alle tilfælde lauget i København, der følte konkurrencen fra Bornholm så generende, at det i 1773 indsendte følgende klage til magistraten i håb om at, at denne ville videresende klagen til regeringen:
"Fra Bornholm kommer mange store ure, så byen bliver dermed opfyldt, - og mange meget slette, - så intet er at afsætte af det slags (for de Københavnske urmagere). Urmagerne her, som fremviser (dvs. beviser) deres kapacitet ved mesterstykker med bekostning, har intet at bestille. Og de på Bornholm, har de på nogen tid har været hos en urmager der og bilder sig ind allerede at kunne være urmager, sætter sig hen og gør meget slette ure og sender dem hertil. Så kunne de og på sådant sted, hvor levemåden og udgifterne er ringe, gøre det for den pris, som intet kan gøres for her. Måtte der altså enten blive sat told derpå, eller og de måtte tilholdes at sende deres arbejde til steder, hvor ingen laug eller urmager er".
De københavnske urmagere fik ikke noget ud af deres klage. Tværtimod fik regeringen og de på den tid opdukkende almennyttige selskaber øje på den særprægede bornholmske industri og søgte at fremme den.

Således udsatte Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab i 1787 og atter i 1791 præmier for at fremme det bornholmske urmageri. De blev begge gange vundet af Jørgen Peter Arboe. Han vandt også en præmie, som Det Bornholmske Patriotselskab (1788-92) på den tid havde udsat. Jørgen Peter Arboe var søn af Peter Poulsen Arboe, den yngste af de to brødre, der begyndte urmageriet i Rrønne. Han var født i 1749 og kan være udlært hos faderen, der døde i 1766. Derefter må han have arbejdet for en anden urmager, indtil han i 1776 tog borgerskab. Fra 1771-81 boede han på Store Torv i Rønne, hvor Sillehovedes forretning nu ligger. I 1781 købte han hjørneejendommen Grønnegade - Lille Søstrædet, det er nu Missionshotellet, og her drev han urmageri til sin død i 1820. Hans ure regnes blandt de bedste bornholmerure, og de findes i kasser i såvel barok-, Louis 16.- som empireform. Der kendes numre op til 2257. Hans yngre bror Poul Petersen Arboe var født i 1756 eller 1757. Han tog borgerskab som urmager i Rønne i 1784 og døde i 1809. Fra hans værksted kendes ure med numre op til 844. l 1794 indgav ni Rønneurmagere en ansøgning til kongen om at få hofurmager Jean Abraham Armands Søn, Johan Wilhelm, ansat som lærer for de bornholmske urmagere, betalt af regeringen. Kongen bevilgede i 1794 en årlig understøttelse på 200 rigsdaler til Armands ophold på Øen. En understøttelse, der blev gentaget i alle tilfælde til 1808, efter andre kilder helt til 1818. Endvidere bevilgedes i 1795 en schweizisk maskine til tandhjulsskæring. Før den tid skal alle bornholmere have filet tandhjul til i hånden. Armands ophold i Rønne skal have givet gode resultater.

Urmageriet tiltog i omfang, og enkelte urmagere begyndte nu at fremstille taffelure: små fjederdrevne ure med kort pendul, beregnet til at stå på et bord eller en hylde. Det var tidens modeur. I 1800 blev det befalet Armand, at han især skulle henvende sin opmærksomhed på de simple ures forbedring og deres skønnere udvortes.

Man kan konstatere, at bornholmerurene netop på denne tid skiftede udseende. Kasserne havde tidligere været præget af barokken eller Louis 16., nu fik de udpræget empireform. Men om Armand har inspireret til denne ændring eller blot søgt at retlede den efter kongelig ordre, lader sig ikke afgøre i dag. Armands dygtigste elev var Niels Sonne, født ca. 1768, borgerskab 1792, død 1839. Han fik i 1799 tilstået 200 rigsdaler ved kongelig resolution, således at han kunne tilbringe et år på hofurmager Jørgen Jürgensens værksted i København. Det blev på den tid ledet af hofurmagerens berømte søn Urban Jürgensen. Understøttelsen blev gentaget i 1803. I 1809, 1812 og 1815 bevilgede kommercekollegiet penge til opkøb af bornholmske ure. Det var en støtte, der nok kunne være nødvendig i de trange år under Englænderkrigen, hvor forbindelsen til Bornholm var usikker. Værdien af det bornholmske ursalg til det øvrige land faldt i denne periode fra 14.000 rigsdaler i 1806 til 7.000 rigsdaler i 1807 og ned til l.400 rigsdaler i 1808. Dette fald skyldes ikke blot de usikre afsætningsforhold, men også mangel på råvarer og halvfabrikata. I tiden 1801-08 blev der i alt udskibet 5.198 ure fra Rønne til en værdi af 81.568 rigsdaler, d.v.s. i gennemsnit 650 ure om året til en pris af godt 15 rigsdaler pr. ur. I 1807 oplyser urmager Frederik Sonne, at omkostningerne til et ur fordelte sig således: værket 20 rigsdaler, snedkeren for kassen 10 rigsdaler, maleren for at male kassen 2 rigsdaler og 65 skilling, for skiven 5 rigsdaler samt til smeden 48 skilling. Det bliver i alt 38 rigsdaler og 16 skilling, og det stemmer ikke overens med de ovenfor anførte tal. Enten gælder Frederik Sonnes opgivelser et meget fint ur, eller også har han overdrevet sine udgifter. Derimod kan man nok antage, at forholdet mellem de forskellige udgifter er korrekt.

Efter Englænderkrigens ophør blev der gjort store anstrengelser for atter at bringe den bornholmske urindustri på fode. På naturvidenskabsmanden H. C. Ørsteds foranledning dannede de bornholmske urmagere selv en forening, der udvalgte tre urmagere til at prøve de fremstillede ures kvalitet. Alle gode ure blev stemplet, og prisen på disse var til købmænd og skippere, der var urmagernes grossister, 18 rigsdaler sedler. I København solgte skipperne et sådant ur for 24 rigsdaler, medens de på møbelmagasinet på Børsen kostede 30 rigsdaler. De ustemplede ure måtte urmagerne sælge, for hvad de kunne få for dem. Taffelure kostede i udsalg 47 rigsdaler. I 1820 stiftede H.C. Ørsted sammen med landmåler Lauritz Esmarch "Selskab til Urmagernes Fremme på Bornholm". Det fik et statslån på 2.000 rigsdaler, som selskabet anvendte til udbetaling af forskud på stemplede ure, som bornholmerne gav selskabet til videresalg. Selskabet virkede fra 1820 til 1841. I den tid stempledes og solgtes 411 ure til en værdi af 9.300 rigsdaler, d.v.s. i gennemsnit 22 l/2 rigsdaler pr. ur. Ved selskabets ophør blev der yderligere fordelt 780 rigsdaler mellem urmagerne, som selskabet havde holdt igen ved afregningerne gennem de forløbne år. Dvs.. at hvert ur havde indbragt over 24 l/2 rigsdaler. Selskabets betaling havde der således ikke været noget at klage over, men dets omsætning var for lille.

Men den har ved sit neutrale udseende frelst mange bornholmere fra en ødelæggende naturtræafvaskning. Empirebornholmerne blev fremstillet gennem hele det forrige århundrede, d.v.s. 1800-1900. Senere efterligninger af bornholmerure er som regel af denne type. Empirebornholmerens hovedtype kaldes til tider for en hanbornholmer eller manden i modsætning til nedennævnte varianter. En variant af empirebornholmeren har hoved med udadbuede sider. Den kaldes også en hunbornholmer. Den ser ud til at være en menneskealder yngre end hanbornholmeren, altså fremstillet fra omkring 1830. Den er mere sjælden end hanbornholmeren. En anden variant har helt rundt hoved, ovenpå prydet med en lille lyre og to blomsterranker, udskåret i træ. Den kaldes Christian d. 8. bornholmeren ud fra sit stilpræg eller mere populært konen, fordi den i silhuet ligner en bornholmerkone med det nationale hovedtøj, nøllen. Den synes ikke fremstillet før hen mod midten af forrige århundrede. Den er i dag yderst sjælden og må antagelig kun være fremstillet i få eksemplarer. Den mest eftersøgte kone har nøglehul midt på pendulkassens Dør, omgivet af en udskåret, hesteskoformet guirlande. De mere almindelige koner har nøglehullet i dørens venstre side som alle andre bornholmere. Midt mellem barokbornholmerne og empirebornholmerne ligger Louis 16. bornholmerne. De kan have skive som barokbornholmerne, men de træffes lige så tit med malet empireskive. Kassen har altid lige sider. Det bedste kendetegn er, at døren til pendulkassen er riflet eller kanneleret. Louis 16. bornholmerne synes fremstillet i tiden 1780 - 1800.